• Velkommen til Agro Korns Media Center

    Bliv klogere på vores produkter og vores virksomhed

Nyt mælkekoncept har fået gennembrud inden lancering

Publiseret 7. september 2017

Agro Korn lancerer Pump’n’grow, der for under 10.000 kr. kan gøre en soejendom køreklar med mælkeanlæg. Omkring 20 besætninger gør allerede brug af systemet, som kobles på vandforsyningen.

Agro Korn er gået stille med dørene, men nu er det vestjyske firma klar til at gå ud i markedet med deres bud på et mælkeanlæg, og det bliver med en simpel og prisattraktiv løsning.

Navnet er Pump’n’grow og kan erhverves for under 10.000 kr., og så er man praktisk talt kørende.

Anlægget kobles på bedriftens eksisterende vandforsyning.

»Der er rigtig mange, der har et mælkeanlæg, uden at de har vidst det. Vi kobler anlægget på vandforsyningen, og så kan man være kørende med mælk til pattegrisene i farestalden på et par timer, efter vi er kommet for at sætte anlægget op«, fortæller Peter Haahr hansen, senior-salgschef hos Agro Korn, begejstret.

Idéen er ikke hans egen, men lånt fra en sjællandsk svineproducent, der gik og arbejdede i samme retning for at etablere et mælkeanlæg.

»For os er det ikke afgørende at sælge selve mælkeanlægget, men vi vil gerne have solgt vores mælk, som vi ved, vi producerer den bedste af«, erkender han.

20 ANLÆG I DRIFT

Agro Korn har ikke før nu gjort opmærksom på deres mælkeanlæg, men mund-til-mund-metoden har gjort, at Agro Korn på få måneder har etableret mælkeanlæg i 20 besætninger.

De foreløbige erfaringer fra kunderne er ifølge firmaet positive.

»Vi har kørt i fem måneder med de første anlæg og oplever kun systemer, der virker, og producenterne oplever produktionsfremgang«, siger Peter Haahr Hansen og supplerer:

»Hygiejne er ikke noget problem. Mælken pumpes via vandforsyningssystemet gennem seks mm små rør, og det gør, at vi ikke har restmængder eller belægninger i rørene. Desuden rengøres anlægget meget nemt med vand og syre, og vi behøver ikke engang gøre kopperne rene. Det gør vi kun, når stien skal gøres ren«.

HEL LØSNING

Hos Agro Korn forklarer teknisk salgschef Kristian Juul Volshøj, at firmaet gør meget ud af at sælge kunderne hele løsninger:

»Vi vil gerne sælge en løsning, hvor vi kobler en servicepakke på. Vi kan hjælpe svineproducenten med rådgivning, for de skal med mælkeanlæg have nye strategier for f.eks. ammesøer og kuldudjævning. For os er det vigtigste, at kunderne får det optimale ud af deres mælkeanlæg«.